Nyheder

Fra kælder på Nørrebro til lager i Svendborg

Fra kælder på Nørrebro til lager i Svendborg

Jeg startede Grøndals med 400 dåser fisk i en kælder på Nørrebro. Dengang virkede det næsten vanvittigt. Jeg regnede faktisk på, at hvis jeg ikke kunne sælge dem, kunne jeg nå at spise mig ud af lageret i løbet af de fem år, konserves kan holde.

Men lysten til at starte Grøndals kom ikke ud af det blå. Jeg har altid været et madøre. Jeg har elsket at spise, smage, være nysgerrig og tænke over, hvad jeg putter i munden. Som barn var jeg sikker på, at jeg skulle være kok. Men da jeg mødte den verden, oplevede jeg ikke, at den afspejlede mine værdier omkring mad.

For mig er mad noget socialt. Noget, der bringer mennesker sammen. Det har fyldt meget i min familie – særligt sammen med min morfar, som har været en stor del af min kærlighed til fiskekonserves. Det kan virke ulogisk at sige sit job op i en IT-konsulentverden, men jeg valgte at følge min passion. Fiskekonserves blev mit sted at genstarte rejsen ind i madens verden.

En rejse gennem Danmark

Siden dengang har Grøndals’ konserves været på lidt af en rundtur. Fra kælderen på Nørrebro rykkede vi til Nordhavn. Videre til Bogø. Senere Taastrup og Skanderborg. Og nu – Svendborg.

Næsten som en linje, der langsomt har bevæget sig sydpå. Som om dåserne selv skulle ned omkring ækvator for helt at modne.

Hver flytning har haft sin tid og sin læring med sig. Hver lokation har været et skridt i udviklingen. Men der er noget ved at lande her. Tæt på vandet. Tæt på et tempo, der giver plads til at gøre sig umage. Tættere på hinanden.

Når forretning bliver for teknisk

At drive virksomhed handler om mange ting. Noget af det bedste er at mærke, at man gør en forskel – at kunderne bliver glade, fordi de får produkter, man selv holder af, leveret ordentligt og med omtanke.

Men der er også en bagside. Kontrakter. Forhandlinger. Ører og håndteringspriser. De sidste seks år har vi haft vores lager hos eksterne logistikpartnere. Og når man sidder og forhandler prisen på hver eneste dåse – og bagefter skal rykke for det, der var lovet – kan det hele blive så teknisk, at man mister gejsten.

Særligt når samarbejdspartnere ikke har haft samme tilgang til kvalitet og kundeservice, som vi har hos Grøndals. Det har naget mig. For kundeservice betyder alt for mig.

Kundeservice skal smage lige så godt som fisken

Jeg ved næsten ikke noget værre end dårlig kundeservice. Selvfølgelig kan man have for høje forventninger – det har jeg også haft indimellem. Men hvis vi står ved roret og sætter en klar kurs for kvaliteten af vores produkter, så nytter det ikke, at oplevelsen halter bagefter.

Hvis du kan lide vores fisk, så skal oplevelsen omkring dem smage lige så godt. Hos Grøndals ønsker vi ikke, at penge, vækst og effektivisering er målet i sig selv. Det skal være et symptom på, at vi laver gode produkter og giver gode oplevelser. Og her spiller kundeservice – også den helt simple – en enorm rolle.

Hvorfor Svendborg?

Jeg boede 12 år i København. Jeg elskede tempoet, foranderligheden og energien. Det var en kæmpe fornøjelse at starte Grøndals der – først i kælderen, senere i Nordhavn, hvor jeg selv cyklede rundt og leverede varer.

Men efterhånden som lager og kontor rykkede ud af byen, og mine aktiviteter bredte sig over hele landet, begyndte jeg at opleve andre tempoer. Især værdien i noget langsommere. Mere opmærksomhed på medmennesker.

Da corona ramte, og vores andet barn var på vej, føltes lejligheden trang. Priserne i København var steget, og vi begyndte at kigge udenfor byen – tættere på natur og vand. Det gik op for mig, at min barndomsdrøm om at bo tæt ved havet, bade året rundt og stadig have kultur og byliv faktisk kunne lade sig gøre.

Vi faldt for Svendborg. Der var en energi, der mindede om København – bare i mindre skala og med et andet tempo. Og der er ikke gået én dag, hvor jeg har fortrudt det. Når jeg kører fra København og ser Storebæltsbroen, ved jeg, at jeg snart er hjemme.

Drømmen om at få lageret hjem

Drømmen om at flytte lageret til Svendborg opstod for nogle år siden. Det gik op for mig, at det at drive Grøndals også handler om at skabe et arbejdsliv, hvor indhold og tempo hænger sammen – ikke kun for mig, men for andre.

Da jeg ansatte mine første medarbejdere, blev det tydeligt: Vi er i samme båd. Og glæden ved at være her skal kunne mærkes – både internt og af dem, der modtager vores produkter.

At flytte lageret til Svendborg gør os lokalt forankrede. Det åbner døren for arrangementer, middage, samarbejder med lokale producenter, fredagsbarer og nysgerrige besøgende. Jeg ved ikke præcis hvordan det hele kommer til at se ud – men lysten er der. Og tiden er kommet til at åbne dørene.

Derfor flytter vi lageret nu

Beslutningen blev truffet efter endnu et skifte af ekstern lagerpartner i foråret. Igen brugte vi for meget tid og energi på at få andre med ombord i vores måde at tænke på. Niveauet var ganske enkelt for lavt.

Jeg vil hellere bruge min tid på at sikre, at Grøndals’ værdier, service og produkter bliver leveret i de rette omgivelser – af mennesker, der har hænderne i dåserne og hjertet med.

Hvad kunderne vil mærke

Jeg håber, at kunderne vil kunne mærke en større omtanke i de pakker, de modtager. Der er noget særligt ved at få en pakke, et brev – eller møde et menneske – hvor man mærker, at der er lagt mere i det end det, man betaler for.

Måske er det en lille fisk tegnet på kassen. Måske noget helt andet. Men når vi selv har varerne i hænderne, tror jeg på, at værdien automatisk melder sig. Ikke fordi vi skal bruge uendelig tid og penge – men fordi lidt ekstra umage gør en forskel. For kunden. Og for den, der pakker.

Jeg har netop valgt vores nye gulvfarve. En blå nuance. Havet. Og jeg glæder mig enormt til at trille den første palle ind over gulvet i Svendborg.

Grøndals startede i en kælder.

Efter en lang rejse er vi landet.

Nu flytter vi hjem. 🐟