Vi stillede et stort bord op som anretterbord fyldt med dåsemad: tun, sardiner, makrel, små delikatesser — fire dåser af hver slags. I alt var vi 24 mennesker, fordelt på fem sektioner ved langbordet, hver sektion sat op til fire personer: en kurv med godt brød, en skål god mayonnaise, syltede løg, syltede peberfrugter og oliven.
Idéen var, at hver gæst skulle vælge én dåsefisk, som de syntes så spændende ud. Derefter skulle man finde tre andre, som havde valgt en anden dåsefisk, altså som var forskellig fra ens egen — og sætte sig sammen. Sådan endte vi med små grupper, der hver især delte fire forskellige konserves — og pludselig gik snakken.

Flere kom med et skeptisk blik: “Skal vi bare have dåsemad? Er det ikke lidt for simpelt?” Men det, der skete, var det stik modsatte. Fordi alle blev nysgerrige: Hvad har du valgt? Hvorfor? Har du smagt det før? Og hvad spiser du det med derhjemme? Folk fortalte historier, smagte på noget, de ellers aldrig ville have prøvet — og inden vi fik set os om, var bordet tømt. Ikke fordi der var for lidt mad, men fordi folk spiste op og ville smage alt.

Vi sad der i den lille dal, hvor forårssolen skinnede ind over cidergården, og delte ikke bare mad — men også minder, grin og nye forbindelser. Det blev en aften, hvor dåsemad blev forvandlet fra noget hverdagsagtigt til noget, der samlede os på en helt ny måde.

Det bedste? Det krævede næsten ingen forberedelse. Gode konserves, lækkert brød, en håndfuld sylt og mayo — så er man kørende. Det var ikke fine tallerkenanretninger eller tunge retter, men lige præcis nok til, at vi fik lyst til at snakke, dele og grine.

Så næste gang du vil samle en flok, hvor ikke alle kender hinanden — prøv det. Stil dåserne på bordet, lav en lille leg, og lad maden gøre resten.