Danske kartofler i sæson er det rene smagsmæssige guld. Får de gule guldklumper selskab af friterede løg, ansjoser plus det løse, så går sømanden gerne i land. Og bliver der.
Ingredienser
| 3 stk. | ansjosfileter i olivenolie |
| 6-8 stk. | løgringe + resten af løget |
| 1 skive | godt rugbrød |
| Smør til brødet | |
| 1-2 stk. | kogte kartofler |
| Salt og peber | |
| Lidt god mayo | |
| En smule karry | |
| Løvstikke |
Fremgangsmåde
Vend løgringene i mel, og fritér dem sprøde i varm olie ved ca. 175 grader. Krydr med salt, og lad dem afdryppe på et stykke køkkenrulle.
Smør rugbrødet, og anret den kogte kartoffel skåret i passende skiver. Top med salt og friskkværnet sort peber.
Smag mayoen til med en lille smule karry, så smagen af karry ikke er for dominerende. Anret 1 spsk. karrymayo på kartoffelskiverne. Fordel 1 god spsk. finthakkede løg på mayoen efterfulgt af de ristede løgringe, ansjoser og toppet med fintsnittet løvstikke.
- Skål, sømand!






















