DÅSETUN ER DEN FISKEKONSERVES MED FLEST FORDOMME. DEN MÅ STÅ PÅ MÅL FOR DELFINDRAB, TUNGMETALLER, OVERFISKERI OG MILJØSKADELIG PRODUKTION. MEN HAR DÅSETUN FORTJENT DET?
Fordommene om tun på dåse
Vi kan alle sammen huske skandalerne, da det blev alment kendt at tunfiskeriet havde en bifangst af delfiner, og at disse delfiner kom med i tunfisken. Delfin på dåse var en standardreplik når man nævnte dåsetun, og fordommen lever i bedste velgående. Senere kom det til tider høje indhold af tungmetaller i tun (og andre rovfisk) frem, og gjorde tunfisken endnu mere upopulær i den almene bevidsthed. På trods af dette er tun stadig en af verdens mest populære spisefisk, og det blakkede ry er ikke altid rimeligt.
Hvorfor elsker jeg dåsetun?
Det er der flere grunde til, men den største er at jeg altid har været glad for konserves. Det kan lyde lidt absurd, men jeg havde en konservesklub med min morfar. Vi spiste konserves sammen, og prøvede at finde ting der var specielle eller anderledes. Det handlede om eksotiske dåser med mad og historier fra de varme lande. Det står som et af de hyggeligste minder fra min barndom, og gør at jeg altid er på jagt efter ny konserves. For mig er konserves en måde at bevare smag og udtryk i madvarer, og det er en konserveringsmetode der slår alle konkurrenter når det gælder om at bevare friskhed og konsistens. Det var derfor jeg købte en dåse af den mest fantastiske tunfisk jeg nogensinde havde prøvet. En gylden dåse med stang og linefisket skipjack tun. Jeg havde sejlet over Atlanterhavet med en gruppe venner, og da vi landede i Azorerne, så gik jeg på jagt efter konserves. findes der stadigvæk producenter, som fokuserer på kvalitet frem for kvantitet.
Sydeuropa har en spændende tradition indenfor konserves, så udvalget er en del mere spændende og varieret end vi er vant til. I modsætning til herhjemme findes der stadigvæk producenter, som fokuserer på kvalitet frem for kvantitet. Jeg fandt min hellige gral på Azorerne. En dåsetun, der var så ren, så klar og så smagfuld i oplevelsen, at jeg måtte overgive mig på stedet. Men hvordan kunne denne himmelske tun overhovedet være tun? Var tun ikke de billige dåser delfin-kød nede fra Netto?
Det dårlige ry
De seneste års kraftige vækst inden for især sushi har været med til at udpine tunbestanden, hvor særligt den atlantiske tun er hårdt ramt. Tun er blevet en truet fiskerace, alene på grund af efterspørgslen. Derudover er tun en rovfisk, hvilket betyder at den ophober tungmetaller over hele sin levetid. Det resulterer i at ældre tunfisk har et til tider meget højt indhold af tungmetaller, som vi optager i kroppen når vi spiser dem. Tungmetallerne
stammer fra os - ikke fra de dåser vi putter tunen i - men fra de tungmetaller, især methylkviksølv, som vi udleder i verdenshavene. Der er resultatet af menneskehedens voldsomme industrialisering og dertilhørende forurening, samt naturligt udledt kviksølv fra underjordiske vulkaner. Alt liv i havet rummer kviksølv, men fordi rovfisk lever af andre fisk og dyr fra havet, så ophober de mere i deres kroppe. Det gælder for alle rovdyr i havet, fra tun til delfiner. Tungmetallerne i tunkonserves kommer dog ikke fra delfiner, hvis det skulle være en mistanke - når der står Dolphin Safe på dåserne, så er de delfinfri. Problemet med tungmetaller i tunfisk er størst i de største fisk. En luksustun som blåfinnet tun, der er yderst populær i sushi, kan leve over tredive år og blive næsten 700 kilo tung. En fisk på den alder og af den størrelse har ophobet tungmetaller gennem et langt liv, og giver derfor flere tungmetaller videre til de mennesker der spiser den.
Hvordan undgår man tungmetaller i sin salad nicoise?
Man kan ikke undgå tungmetaller 100% i fisk. Men man kan gøre mange ting for at sikre sig at den fisk man spiser er sund og uskadelig. Den skipjack tun jeg fandt på Azorerne er et fremragende eksempel. Arten skipjack (katsuwonus pelamis) hører til i den laveste ende af tun- fødekæden, og det er en hurtigt ynglende tun, som medvirker til at den fiskes yngre, så den har et naturligt lavt indhold af tungmetaller. På grund af dens gode reproduktive egenskaber og hurtige vækst, så er bestanden stabil og skipjacken er derfor ikke truet. Det er tun med god samvittighed. Fiskerne på Azorerne fanger den desuden med stang og line, hvilket betyder at de kun fanger de tun de skal bruge, og at det eneste de fanger er tun. Det vigtigste man som forbruger kan gøre er at gå efter kvalitet over kvantitet. Hvis man ser sig for, kan man få tun der er ansvarlig overfor både naturen og forbrugeren.Faktisk er skipjacken både sund og på Verdensnaturfondens grønne liste. Hvis du er bange for bifangst af delfiner (og andre dyr) i industri-tun, så kig efter logoerne Dolphin Safe og pole and line (inplf) - så får du ikke Flipper med i dit måltid.
Udgivet i MapDiet Magasinet - nr. 2 - august 2018
Efterlad en kommentar
Denne side er beskyttet af hCaptcha, og hCaptchas Politik om beskyttelse af persondata og Servicevilkår er gældende.